COPA UNG til NOA 2026
Dato: 18. juli 2026
Når man er ung med stomi, kan det gøre en verden til forskel at møde andre, der forstår én uden lange forklaringer.
Netop derfor betyder NOA samarbejdet så meget for os i COPA UNG. Fra den 23. til 26. april 2026 deltog ungdomsgruppen i årets NOA, som denne gang blev afholdt i København.
NOA er det nordiske samarbejde mellem stomiforeningerne, og i år havde vi ungdomsdeltagelse fra både Norge og Danmark.
Derudover havde vi en helt særlig gæstegruppe fra Ukraine: tre stomisygeplejersker og tre medlemmer af deres
stomiforening, herunder én ung deltager. Deres perspektiver og erfaringer gjorde et stort indtryk og mindede os om, hvor forskelligt livet med stomi kan se ud afhængigt af omstændighederne, og hvor vigtigt internationalt samarbejde er.
Programmet bød på en række faglige oplæg, som både var relevante, inspirerende og til tider rørende. Vi blev blandt
andet klogere på:
• Brok og buler, et oplæg med fokus på egenomsorg i hverdagen og på, hvordan stomisygeplejerskerne støtter borgere i at forebygge, opdage og håndtere brok og buler gennem vejledning, kropsbevidsthed og praktiske redskaber.
• Ny teknologi i indvendige stomiposer til personer med ileostomi. Et oplæg omkring den udviklingsproces der er i
gang på området.
• Situationen i Ukraine, hvor antallet af stomiopererede desværre stiger støt som direkte følge af krigen.
• Status fra de nordiske foreninger, hvor vi delte erfaringer om medlemsdeltagelse, frivillighed og de udfordringer, som foreningerne møder i arbejdet med at engagere og hverve medlemmer, herunder unge.
• Internationale samarbejdsaftaler, hvor vi fik opdatering i de nordiske landes globale engagement: Island har flere samarbejder i Afrika, Danmark samarbejder tæt med Ukraine, og Hvidovre Hospital har et mangeårigt samarbejde
med Nepal. Det gav et stærkt billede af, hvordan viden og støtte kan flyde på tværs af både landegrænser og kontinenter.
Lørdag stod ud over fagligt indhold, også i oplevelsernes tegn, selvom København dog viste sig fra sin meget kolde
og blæsende side. Vi var på en guidet rundtur i byen, hvor vi blandt andet besøgte den imponerende Grundtvigskirke.
Senere tog vi på kanalrundfart, hvor deltagerne, godt pakket ind i jakker og tæpper, fik lov at se byen fra vandet og høre historier om alt fra arkitektur til hverdagens København.
Aftenen blev rundet af med en tur på Bakken, en god afslutning med grin, snak og tid til at være sammen på en helt
uformel måde.
Ungdomsgruppen vil gerne sende en stor tak for muligheden for at deltage i NOA 2026. Det betyder meget for os at være en del af et nordisk, og internationalt fællesskab, hvor vi kan dele erfaringer, støtte hinanden og blive klogere på både livet med stomi og på hinanden.
Pvb
Katrine
COPA
